Forside
|
 |
|
Vestegnen Bordtennis





|
|
| Bertil Thøfner, 14. februar 2012 |
| Elitedivisionen "vandt" bundstriden |
|
Vestegnen´s 1. hold har de sidste par måneder ligget i tæt kamp med Søhøjlandet og Brønshøj om at undgå 9 pladsen og dermed nedrykning. Efter 5-4 mod Nørreå og 5-1 mod Thy/Mors i weekenden - samtidig med at Brønshøj tabte to kampe, reddede holdet sig fri af nedrykning og spiller dermed også i Elitedivisionen i næste sæson. Brønshøj trak dermed sorteper, sammen med forlængst nedrykkede Thy/Mors.
Team Nørreå var modstanderen lørdag og stillede med de to stærke kinesere Huang Hou Yu og Wang Wen Jie samt de to danske talenter Tobias Lau og Nicklas Middelhede, mens Vestegnen i lørdagens kamp stillede med kinesiske Liang Yonghui, de to svenskere Martin Singh og Gustaf Ericson samt den danske ungdomslandsholdsspiller Sebastian Haack.
Opgøret startede med et brag af en dyst mellem de to holds bedste spillere, Vestegnens Liang mod Nørreås Huang. Huang har haft en meget stærk sæson og havde inden lørdagens kamp vundet 16 af sine 20 singlekampe, så han var på papiret favorit mod Liang, der har vundet 14 af sine 23 singler. Liang har dog spillet stærk på det seneste, og de to kinesiske topspillere gave hinanden en rigtig god dyst, hvor Vestegnens Liang til sidst trak det længste strå med sejr på 11-5 i femte og afgørende sæt.
Samtidig led Vestegnens Martin Singh dog et overraskende nederlag på 2-3 til Nicklas Middelhede efter fem tætte sæt.
Derefter skulle Vestegnens Sebastian Haack op mod Wang, og den talentfulde Haack spillede en god kamp, men måtte alligevel se sig slået i fjerde sæt af Wang.
Så stod den på en tæt og velspillet kamp mellem Gustaf Ericson og Tobias Lau, som også røg i femte og afgørende sæt. Gustaf Ericson var dog skarpest til sidst og vandt med 11-8 i femte sæt. Dermed gik de ti hold til pause med stillingen 2-2.
Efter pausen bragte Liang Vestegnen foran med 3-2 efter en enkel og overbevisende sejr i tre sæt mod Tobias Lau.
Huang udlignede dog umiddelbart efter til 3-3 med en sejr i fjerde sæt over en ellers godt spillende Gustaf Ericson. Og Wang bragte derefter Nørreå foran med 4-3 efter sejr over Martin Singh i endnu en kamp, der først blev afgjort i femte og afgørende sæt.
Sebastian Haack spillede imidlertid en rigtig god kamp mod Nicklas Middelhede og trods nederlag i første sæt vandt Haack 3-1.
Dermed skulle de to hold ud i en afgørende double. Vestegnen stillede med Liang og Singh, mens Nørreå stillede med Lau og Middelhede. Og det var Lau og Middelhede som kom bedst fra land, og de bragte sig foran med 2-0 i sæt, men Liang og Singh fik samarbejdet til at fungere bedre og bedre, og de fik vendt slaget og sikrede sig sejren med 3-2 i sæt. Dermed vandt Vestegnen kampen med 5-4 og fik sikret sig nogle lidt overraskende – men fuldt fortjente – point i bundstriden.
Kort proces søndag
Søndag var det rækkens bundprop uden point, Thy/Mors, der var på kort visit i Greve Idræts Center. Vestegnen benyttede lejligheden til at give det 13-årige talent Oliver Møller Hansen debut og kamperfaring på højeste niveau.
Vestegnen kom planmæssigt fra start med sejre på 3-0 i de første tre kampe. Oliver Møller Hansen kunne dog ikke følge helt op og måtte se sig slået af Tomas Schmidt. Derefter var der dog ikke mere at hente for Thy/Mors, da Vestegnen også vandt de to næste singler med 3-0.
Dermed vandt Vestegnen kampen 5-1 og sikrede sig som sagt en ny sæson i Elitedivisionen. Brønshøj tabte samtidig i weekenden 0-5 til både Søhøjlandet og Roskilde, og må følge med Thy/Mors ned i 1. Division. Der resterer endnu én runde: Vestegnen-KVIK Næstved lørdag d. 18/2 kl. 14.00 i Greve Idrætscenter.
|
| Magnus Jørgensen, 5. februar 2012 |
| Så er alle de nye klubtrøjer kommet |
|
Som de fleste nok kan huske, så har AIF manglet den sidste halvdel af vores nye klubtrøjer. Leverandøren, Joola, har ganske enkelt ikke kunne levere trøjerne før end nu - og trøjerne er nu helt færdige, så de spillere der mangler deres "rigtige" trøje, kan nu få den.
De spillere, som har en trøje med navn på, må naturligvis beholde den trøje til evig tid.
De spillere, som ikke har en trøje med navn på, men med AIF-logo, skal aflevere trøjen tilbage HVIS det skulle ske at spilleren af ukendte årsager forlader klubben. Med andre ord er trøjer uden navn nogle som klubben "ejer", men som lånes ud.
Der skal lyde en STOR tak til vores to sponsorer; DanTaxi & Ridgid, som har givet klubben intet mindre end 30 klubpoloer af mærket Joola. Trøjerne er efter min mening MEGET flotte, og af en god kvalitet.
|
________________________________________________________________________________________________
| Magnus Jørgensen, 25. januar 2012 |
| Drenge B-holdet tabte i København |
|
Vores Drenge B-hold, som denne gang bestod af Mikkel, Mathias og Simon tabte i aftes til København.
Vi tabte 8-2 til et Københavnerhold som vi spillede 5-5 imod, første gang vi mødte dem, hvor vi vel og mærke kun stillede op med 2 mand. Men København er blevet en tand eller 2 skarpere siden sidst, og drengene fik rigeligt med modstand. 8-2 lyder som en stor sejr til KBH, men AIF'erne gav dem kamp til stregen, Mathias tabte to 5-sættere, der kunne være gået begge veje.
Simon tabte også en meget tæt 5-sætter, og Simon måtte trække sig fra de to sidste kampe, da han desværre fik det skidt under holdkampen. Mikkel stod for de tog single sejre.
AIF ligger på nuværende tidspunkt på en 4. plads ud af de 6 hold der er i rækken, og som udgangspunkt vil jeg mene, at vi bør beholde den 4. plads - evt. kæmpe os op på 3. pladsen. Men det er svært at sige hvilket hold i rækken der er det bedste, da alle holdene tilsyneladende slår hinanden på skift. Så alt kan ske endnu.
Næste kamp spilles 25/2 hvor vi møder Slagelse og Holbæk.
|
__________________________________________________________________________________________
| Bertil Thøfner, 10. januar 2012 |
| Fremragende start på 2012 |
|
Klubbens senior-spillere fik en rigtig flot start på det nye kalender år, da der i weekenden traditionen tro blev afholdt ØM for 2-mands hold i Allerød. Et stævne AIF i øvrigt var arrangør for i flere år.
Søren og Morten blev nummer 3-4 i Herre Klasse 1. Holdet tabte 0-3 i semifinalen til Hillerød der stille med gode gamle Frank "giftigt håndled" Gyldskov og Thomas Jensen. Et stærkt hold, der dog tabte finalen 2-3 til vores klubkammerater fra Vestegnen, Mads og Michael. Undervejs slog Søren og Morten Brønshøj men især sejren over de stærke spillere fra Nyråd var flot.
Simon og Lars så sig ikke tilbage og vandt suverænt den store klasse 2 række. Undervejs tabte holdet kun to kampe. Finalen blev vundet 3-1 over VBT 72. Lars gik ubesejret gennem stævnet En god optakt til 2. halvdel af holdturneringen, der starter i denne uge.
|
__________________________________________________________________________________________
| Bertil Thøfner, 10. januar 2012 |
| Nederlag til Roskilde´s mestre |
|
Lørdag eftermiddag tog Vestegnen Bordtennis i Stiga Divisionen i bordtennis hjemme i Greve Idræts Center imod de forsvarende danske mestre fra Roskilde.
Vestegnen var på forhånd ramt af skader, så Roskildes favoritværdighed var endnu større end sædvanligt. Roskilde har fortsat de to tidligere danske europamestre Allan Bentsen og Finn Tugwell, og inden denne sæson forstærkede de sig med Gao Fan, som i sidste sæson var Vestegnens mest vindende.
I den første kamp kom Vestegnens Liang Yonghui godt fra start mod Finn Tugwell og vandt første sæt med 11-7, men derefter stod der Tugwell på resten af kampen, og Roskildespillerne vandt 3-1.
På bordet ved siden af pressede Vestegnens Adam Andersson Gao Fan ud i 5 sæt, men i det afgørende sæt var der ingen tvivl om sejren, da Gao Fan vandt 11-0.
De to næste singler gik også til Roskilde, da Allan Bentsen vandt 3-0 over Henrik Sterner, og Claus Skov Nielsen vandt 3-0 over Peter Sterner.
Efter pausen spillede Vestegnens Henrik Sterner fremragende mod Finn Tugwell, men kampen blev ikke spillet til ende, da Liang Yonghui samtidig tabte 0-3 til Allan Bentsen, så Roskilde sikrede sig den samlede sejr med 5-0.
|
__________________________________________________________________________________________
| Magnus Jørgensen, 30. december 2011 |
| Så starter ungdomstræningen snart op igen |
|
Så er julefreden efterhånden forbi, et nyt år bliver skudt igang, og vi starter lige på og hårdt med vores ungdomstræning.
Første træning i 2012 for begynderholdet er mandag den 2/1 og første træning for det øvede hold er tirsdag 3/1.
Al ungdomstræning er naturligvis samme tid og samme sted. HUSK nu at vi trænere stadig ønsker at få så mange ungdomsspillere som muligt med til ØM den 14/15 januar - årets vigtigste stævne. Godt nytår til alle.
|
__________________________________________________________________________________________
| Bertil Thøfner, 23. december 2011 |
| Glædelig Jul og Godt Nytår |
|
Bestyrelsen i AIF Bordtennisklub vil hermed gerne ønske alle spillere, forældre, ledere og andre med tilknytning til klubben en rigtig Glædelig Jul samt et Godt Nytår. Der skal også lyde en hilsen til vores samarbejdsklubber fra Greve og Brøndby. Vi håber på et fortsat godt samarbejde i det nye år.
|
__________________________________________________________________________________________
| Bertil Thøfner, 20. december 2011 |
| Vedbæk slået 5-2 på Vestegnen |
|
Efter det knebne nederlag forrige søndag mod Brønshøj, kom Stigadivisionsholdet i den grad tilbage på vindersporet da man meget overraskende slog Vedbæk hele 5-2 i den fremrykkede kamp.
De to klubbers første opgør i sæsonen endte med en sejr på 5-1 til Vedbæk.
Holdkampen startede med en vigtig dyst mellem de to klubbers bedste spillere – Vestegnens Liang Yonghui mod Vedbæks Christian Kongsgaard.
Kongsgaard, der vandt de tos seneste indbyrdes opgør, startede bedst og vandt første sæt med 11-8, men derefter overtog Liang fuldstændigt styringen og vandt de næste tre sæt med 11-5, 11-9 og 11-4.
På bordet ved siden af vandt Gustaf Ericson 3-0 for Vestegnen over Kim Høgsberg efter tre tætte sæt. Dermed fik Vestegnen en forrygende start på kampen med føring på 2-0. Morten Holm Knudsen bragte dog Vedbæk tilbage i kampen med en sejr på 3-1 over Vestegnens Adam Andersson. Vestegnens ungdomslandsholdsspiller Sebastian Haack vandt dog på bordet ved siden af en forrygende sejr på 3-2 over den tidligere danske landsholdsspiller Martin Monrad, og dermed kunne Vestegnen gå til pause med en føring på 3-1.
Efter pausen reducerede Christian Kongsgaard for Vedbæk til 2-3 med en sejr på 3-0 over Sebastian Haack. Liang Yonghui, der for alvor har fundet formen for Vestegnen i de seneste kampe, bragte dog hurtigt Vestegnen på 4-2 med en god sejr på 3-1 over Martin Monrad. Så var det op til Gustaf Ericson at sikre Vestegnen den samlede sejr i opgøret mod Morten Holm Knudsen. Og Ericson levede til fulde op til forventningerne, da han sikkert vandt kampen med 3-0 i sæt.
Dermed vandt Vestegnen en som sagt overraskende - men fuldt fortjent –sejr på 5-2. Forrige år lykkedes det også Vestegnen at slå Vedbæk. Udover at skaffe 3 point til den tætte bundstrid, kan spillerne nu gå på en god og lang juleferie med lidt "ro i sjælen", inden det i januar igen går løs med vigtige kampe.
|
__________________________________________________________________________________________
| Bertil Thøfner, 14. december 2011 |
| Vestegnen med kniven for struben |
|
Vestegnens 1. hold, der frister en tilværelse i Stigadivisionen har for alvor fået kniven for struben.
En nedrykning truer men meget kan endnu ske. Lørdag var der hjemmekamp i Greve Idrætscenter, hvor alt for få tilskuere så et tændt og stærkt spillende hjemmehold slå nedrykningskonkurrenterne fra Søhøjlandet med 5-2. Kineser-duellen- og nøglekampen faldt ud til vores fordel da Younhui slog Li Moding. Såvel defensive Gustav Erricsson som Simon Nilsson fik lette 3-0 sejre mod Nicolas Brinch, mens Sebastian Haack fik skovlen under svære Emil Madsen. Undervejs havde Young slået Emil.
Holdet kom dog allerede søndag igen ned på jorden, da man gæstede Brønshøj på udebane. Brønshøj kom med en frisk og flot sejr i bagagen da man fredag havde slået Vedbæk. 3 svenskere og Claus Rasmussen skulle denne søndag gøre det svært for os. Alle kampe var tætte og lige.
Sebastian skulle forsøge at få revanche mod Claus i første kamp, men Sebastian ramte aldrig rigtigt niveauet og Claus vandt sikkert. Heller ikke Gustav ramte dagen og tabte begge sine singler klart. Young viste igen god fight og til tider godt spil, og fik efter lidt besvær hevet sine kampe hjem. I sidste runde stod den 3-3 og gyseren var en realitet. De sidste 2 singler gik begge i 5 sæt. Sebastian tabte til Kim Nilsson efter at have haft 2 matchbolde i 5 sæt.
Bedre skulle det ikke gå på det andet bord. Simon kæmpede flot men måtte strække gevær mod Claus Rasmussen, der trods en beskeden træningsindsats, stadig viser det elegante spil og det boldtalent der i flere år gjorde ham til landets bedste ungdomsspiller. Det var Brønshøj´s sidste livline, og den greb de. Vestegnen, Søhøjlandet og Brønshøj ligger nu side om side og kæmper om at undgå den trælse 9 plads der giver nedrykning. Thy/Mors har sat sig solidt på sidstepladsen. Der resterer stadig 7 kampe og der kan stadig ske en del. Tæt bliver det. Opbakning på hjemmebanen i Greve Idrætscenter er rigtig vigtig, og hvorfor ikke starte med at heppe fredag: Fredag d. 16. december 2011 kl. 19.00 - Vestegnen-Vedbæk.
|
__________________________________________________________________________________________
| Magnus Jørgensen, 5. december 2011 |
| Spændende kampe i Drenge B-rækken |
|
Igår, søndag, tog vores Drenge B-hold imod både Slagelse og Holbæk på hjemmebane.
2 holdkampe, der på papiret så meget, meget svære ud. I første kamp mod Slagelse tabte drengene 4-6, hvilket er et rigtig godt resultat, da de mødte et stærkt hold.
I anden holdkamp tog vi imod Holbæk. Vi kom svært fra start, og kom hurtigt bagud i holdkampen med 1-3, og det kunne ligne, at vi ville tabe stort. Men drengene kæmpede, og vi kom foran 5-4. I den sidste og afgørende kamp, var Mikkel foran 2-0 i sæt, og havde 4 matchbolde, men tabte desværre 3. sæt. I både 4. og 5. sæt havde Mikkel 2 matchbolde.
Kampen kunne være gået begge veje, men desværre tabte Mikkel meget knebent 12/14 i sidste sæt, og derved fik vi "kun" uafgjort - et resultat jeg ikke helt synes stemte overens med kampens forløb, da jeg synes
AIF havde fortjent de 2 point. Men det var en virkelig god og spændende holdkamp. AIF ligger nu nummer 4 i rækken ud af 6 hold. Vi kommer til at møde alle hold i rækken 3 gange, og efter første runde mener jeg helt klart, at vi vil kunne ende på en 2-3 plads, hvis drengene fortsætter den meget fornuftige spilmæssige udvikling de er igang med.
|
|
|
|
|
|

|